Politologisk Forening Politologisk Forening John Mogensen
Socialt udvalg
”En god weekend starter i Fredagsbaren”
 
Ovenstående er fredagsbarudvalgets mantra – og derfor er det udvalgets ypperligste forpligtelse at gøre Fredagsbaren til et hyggeligt og billigt mødested for dig og dine medstuderende ovenpå ugens hårde strabadser. Dette gøres efter vores mening bedst over en fadøl og et spil Bezzerwizzer/bordforbold i hyggeligt samvær!
 
Fredagsbaren drives i samarbejde med PFs søsterforeninger, Juridisk Selskab (JUS) og Økonomisk Forening (ØF). Fredagsbarepræsentanterne fra de tre foreninger er således Fredagsbarens øverste myndighed, og der er herudover ansat én administrator og én kasserer til at stå for den daglige drift.
 
Udover vores normale fredagsbarer arrangerer og afholder Fredagsbaren hvert semester én halvlang (til kl. 24) og én lang (til kl. 02) fredagsbar med forskellige temaer, som altid trækker fulde huse. På forårssemestret har vi afholdt Krisebaren og planlægger foreløbigt St. Patricks Day senere på semestret.
 
Repræsentanterne fra fredagsbarudvalget fungerer også som bindeleddet mellem PF og de føromtalte søsterforeninger, som er med til at drive fredagsbaren. Et vigtigt ansvarsområde for fredagsbarudvalget er at opretholde god kommunikation foreningerne imellem.
 
Slutteligt og ikke mindst sørger Fredagsbaren for at kunne tilbyde de studerende meget favorable og SU-venlige priser til fester og fredagsbarer gennem forhandlinger med kantinen, leverandører og sponsorer. Ikke mange udover Fredagsbaren kan tilbyde store Ceres fadøl til sølle 15 kroner.
 
Så der er faktisk ingen undskyldning for ikke at hive fat i læsegruppemedlemmer og gamle gymnasiekammerater – weekenden starter på en ordentlig facon i Fredagsbaren!
 
Ansvarlige: Søren Bjerre, Sofie Dragsted & Thomas Schytt Jensen